Sådan undgår du, at din tekst lyder som AI

Mange har prøvet at få hjælp af ChatGPT eller Claude til at skrive en tekst og har oplevet, at resultatet lyder påfaldende ens og lidt kunstigt. En sprogmodel er et computerprogram, der er trænet til at skrive og forstå tekst ved at have læst enorme mængder tekst på forhånd. Techprofilen Thomas Ptacek mener at have fundet en løsning: brug sprogmodellen som korrekturlæser, aldrig som den, der finder ordene for dig.

Hans første og vigtigste regel er enkel: Du må ikke bruge et eneste ord, som modellen selv foreslår. Ifølge Ptacek er sprogmodeller usædvanligt gode til at ramme flotte og letlæste formuleringer. Men det er netop de formuleringer, der afslører, at en tekst er poleret af en maskine i stedet for et menneske.

Den anden regel handler om ros. Ptacek advarer mod at lade modellen opmuntre dig undervejs. Hvis den fortæller dig, at dit udkast allerede er godt, risikerer du at beholde svagheder, du ellers ville have rettet. Man skal kunne se kritisk på sin egen tekst, og det bliver sværere, hvis en chatbot hele tiden klapper en på skulderen.

Sådan kan man gøre det i praksis, ifølge Ptacek:

Først skriver man hele udkastet selv, uden hjælp fra en sprogmodel. Ideerne, opbygningen og formuleringerne skal være ens egne, før modellen kommer i nærheden af teksten.

Dernæst beder man modellen om kun at pege på problemer, ikke løse dem. Det kan for eksempel være gentagelser, tunge sætninger eller fyldord som »meget« og »faktisk«.

Herefter omskriver man selv de steder, modellen har peget på. Det er her disciplinen ligger: man skal finde sine egne ord i stedet for at kopiere modellens forslag.

Til sidst kan man lave en slags blindtest. Man viser modellen to udgaver af et afsnit, uden at fortælle hvilken der er den nye, og beder den vurdere, hvilken der er stærkest. Det tvinger til en mere ærlig vurdering, end hvis man bare spørger, om teksten er blevet bedre.

Ptacek bruger også sprogmodeller til mere afgrænsede opgaver som at tjekke fakta, rette stavefejl og finde et præcist ord, når han mangler ét. Fælles for de opgaver er, at modellen skal bekræfte eller rette noget konkret, ikke digte videre på ens sætninger.

Simon Willison, der udvikler software og har delt Ptaceks tekst videre på sin blog, peger på samme pointe. Reglen om aldrig at bruge et forslag fra modellen er ubehagelig at følge i praksis, men netop besværet er en del af formålet. Det tvinger skribenten til at blive i sin egen stil, samtidig med at modellen bruges til det, den faktisk er god til: at finde svagheder, man selv er blind for.